Bloom

Luk øjnene. Kan du se din kærestes ansigt for dit indre blik? En smuk solopgang? Eller facaden på den lokale Netto? I 2015 stødte neurologen Adam Zeman på det fænomen, at for op mod 5 % af os sker der ikke noget. De kan ikke fremkalde billeder for deres indre blik. "Aphantasia" døbte Zeman fænomenet og kastede sig ud i en stor, videnskabelig undersøgelse af menneskets visuelle fantasi. Til sin forbløffelse fandt han ud af, hvor enormt varieret den menneskelige forestillingsevne er. Aphantasia kan være en udfordring, men også et kreativt benspænd: For Ed Catmull, der grundlagde Pixar, og animatoren Glen Keane, der tegnede Disneys lille havfrue, sker magien først, når pennen møder papiret. I den modsatte ende af spektret er der nogle af os, der har en mere end almindeligt levende fantasi. Så levende, at billederne for det indre blik er lige så klare og tydelige, at de er svære at skelne fra virkeligheden. Det fænomen har Zeman døbt 'hyperfantasi'. Med sin forskning giver Zeman en tour de force i, hvad fantasi i grunden er for en mærkværdig evne. Fantasien gør os i stand til at løsrive os fra vores her og nu. Vi kan forestille os alt fra ting, der ikke er til stede, og hændelser i fortiden til helt andre verdener. Og selvom det visuelle aspekt ofte er dominerende, er de andre sanser også væsentlige for vores fantasiliv. Snarere end en form for virkelighedsflugt er fantasien en afgørende del af hjernens grundindstilling. "Neurovidenskaben afslører, at vores hjerner er levende instrumenter, der resonerer med verden omkring os på bemærkelsesværdigt ens måder, om så vi observerer, husker, forestiller os eller handler." Når vi fantaserer, reagerer vores hjerner, som om det er virkeligt. Vores indre forestillinger fremkalder aktivitet i de samme områder af hjernen som konkrete sanseindtryk – blot med en anden, ekko-agtig intensitet. Dyk med ned i videnskaben bag vores vilde forestillingskraft – og få svar på, hvor rigt et indre liv du har.

13 millioner kroner. Så meget er en hval værd. Beløbet har Den Internationale Valutafond regnet sig frem til ud fra, hvad hvaler opfanger af CO2 og indbringer økoturismebranchen. Men tallet afspejler ikke den værdi, hvaler har i sig selv, og den betydning, de har for havenes økosystemer. Hvordan kan markedets logikker overhovedet bruges til at passe på planeten? Og er juridiske rettigheder bedre til at sikre naturen? I størstedelen af verden har dyr og natur ingen stemme i hverken retssale eller regneark. Den globale biodiversitet lider under et økonomisk system, der sætter vækst, forbrug og kortsigtet profit højest – mens dyr, planter og levesteder ikke kan forsvare sig selv mod de uretfærdigheder, de udsættes for. Derfor arbejder milj��konomer og økologiske økonomer verden over på at etablere nye måder at anerkende naturværdier, og den globale 'Rights of Nature'-bevægelse kæmper for at give og sikre rettigheder til dyr, planter og levesteder. I New Zealand har man givet bjerget Taranaki samme juridiske status som en person. Mens vi herhjemme slås med ulvebeskyttelse i Vestjylland og dyrevelfærden i de danske svinestalde, har højesteret i Ecuador afgjort, at forurening har krænket Machángara-flodens rettigheder. Jurist Søren Stig Andersen og milj��konom og IPBES-ekspert Mette Termansen udforsker i denne samtale, hvordan vi bliver bedre til at sikre hensynet til naturen og biodiversiteten i vores økonomiske og juridiske systemer. For er penge eller paragraffer bedst til at passe på naturen? Og skal vi gøre det for vores egen skyld – eller for naturens?

Den lille loddefisk ammassak kaldes også 'livets fisk' i Grønland. Ammassakken er en biologisk nøgleart i det arktiske marine økosystem. Sammen med kød fra sæler, rensdyr og havfugle har den været en vigtig del af den grønlandske kost i århundreder. Men hvordan hænger denne kødtunge kost lige sammen med nutidens dominerende kostråd, der understreger en plantebaseret kost som bedre for krop såvel som miljø? Mikrobiolog Aviaja Lyberth Hauptmann har forsket i ammassakkens betydning for grønlandsk madkultur og er fortaler for en kostrevolution, der gør op med grønlændernes brug af importeret mad. Spørger man hende, findes der ikke sådan noget som universelle kostråd. Ligesom kulturer er forskellige, så er maver og mikrobiomer det også – og hver kultur fortjener sin egen lokale kostpyramide. Alligevel anbefaler de grønlandske myndigheder stadig mælk som kilde til calcium, selvom langt de fleste inuitter er laktose-intolerante – og selvom ammassak indeholder cirka 10 gange mere calcium end mælk. Til Smagen af... Ammassak diskuterer Aviaja Lyberth Hauptmann og gastrofysiker Ole G. Mouritsen, hvad ammassakken kan lære os og vores maver om grønlandsk – og dansk – madkultur.

'Sila' er grønlandsk for vejret udenfor og vejret indeni – et ord, der kan betyde både klima, ånd og bevidsthed. Begrebet er centralt for de oprindelige grønlandske folks natursyn, der anser naturen for at være et samlet hele, hvor alle dele påvirker hinanden. Og så er det udtryk for en viden, der er lokal og formet af århundreders dybe erfaringer. For hvilken viden ligger der i inuitternes levevis, kulturelle praksisser og fortællinger – i hvalfangst, igloer og myter? Vestlig videnskab har traditionelt haft svært ved at finde ud af, hvad den skal stille op med oprindelige folks viden. Men måske er en anden videnskab mulig – som faktisk får vidensformerne til at tale sammen. Ny forskning forsøger at bygge bro og forene oprindelig viden med det akademiske. På den nye grønlandske biologiuddannelse SILA har man valgt discipliner som kemi, genetik og statistik fra til fordel for fag, der tager udgangspunkt i de arktiske naturfænomener – såsom rensdyr, sæl og is. Vær med, når biolog Aviaja Lyberth Hauptmann, forsker i inuit-viden Vivi Vold og idéhistoriker Rithma Kreie Engelbreth Larsen åbner Bloom med en samtale om de vidensformer, der er blevet til på Grønlands tykke is. (Obs: Denne talk starter umiddelbart efter Asta Kongsteds intro, som desværre måtte blive skåret fra på grund af mangelfuld lydkvalitet).

Algoritmiske principper baseret på store krabbeflokkes bevægelser. En kakerlak, der uden at vide hvordan, "styrer" en robot. Eksperimentelle væskecomputere, der kan modellere et lands økonomi ud fra bevægelserne af vand i en spand. Og det svampelignende slimdyr 'troldsmør', der er blevet brugt til at genskabe Tokyos metrosystem i en petriskål. Det er nogle af de tankevækkende eksempler på biologisk inspirerede computersystemer, som den britiske forfatter og teknoøkolog James Bridle undersøger i sin bog 'Ways of Being – Animals, Plants, Machines: The Search for a Planetary Intelligence'. James Bridle er glødende fortaler for, at vi skal udvide vores begreb om intelligens og lade os inspirere af de myriader af andre intelligensformer, som findes i naturens verden. For hvad er intelligens overhovedet? Og hvilken form for intelligens er det, vi copy-paster, når vi i dag udvikler kunstig intelligens? "I dag tænker vi i stigende grad som computere, fordi vi har ladet dem definere, hvad vi kan tænke." Computere, som vi kender dem, er baseret på binær kode – et system af 1'er og 0'er, tændt eller slukket, ja eller nej. Vores digitale teknologier og AI-systemer hviler på denne enten-eller-logik, der med en umådelig magt er blevet vævet ind i og begyndt at dominere alle aspekter af vores liv, mener Bridle. Naturen derimod er en pærevælling af det, Bridle kalder for planetær intelligens – et væld af ikke-binære og decentrale systemer, der løser problemer og kommunikerer på måder, der er radikalt forskellige fra os mennesker og vores avancerede regnemaskiner. "Systemer med intelligente, beregnende evner – svampenetværk, slimdyr og myrekolonier – har altid eksisteret i den naturlige verden, men vi måtte genskabe dem i vores laboratorier, før vi var i stand til at genkende dem andre steder." Det helt afgørende er for Bridle, at vi med krabbeflokke og bisværme, ja, hele økosystemer som vejvisere kan skabe teknologier, der i stedet for at kontrollere, dominere og udbytte skaber rum for samarbejde, frihed og gensidig empowerment på tværs af både politiske og biologiske skel. For naturens verden er rig på læremestre. Med dem som inspiration kan vi skabe bedre og anderledes intelligente maskiner og teknologier, som måske endda kan hjælpe med at få planeten tilbage i balance. (OBS: Vi oplevede et strømnedbrud under denne live-talk fra Bloom 2026. Derfor afbrydes James Bridle kortvarigt omkring 28 minutter inde i talken, som genoptages umiddelbart efter).